November 22, 2007

Kunstnerisk jul - Royal Copenhagens juleborde 2007

Royal Copenhagens produkter er skabt af kunstnere og designere med ekstraordinært kreative talenter, kunstnerisk dybde, visioner for skønhed og forståelse for porcelænets personlighed. Disse kunstnere har i år lånt deres kunnen til Royal Copenhagens juleborde.

I 2007 går Royal Copenhagen nemlig tilbage til den oprindelige idé med julebordene og beder de kunstnere og designere, som skaber Royal Copenhagens produkter, om at dække op til jul. Da de første juleborde blev dækket for 44 år siden var det nemlig husets egne kunstnere, som hvert får dækkede op til jul og skabte atmosfære og stemning i den fine butik. Denne tradition blev først ændret i 1970erne, hvor berømtheder begyndte at blive indbudt til at låne lidt af deres stjernestøv til julebordene.

Årets borddækkere er:

  • Karen Kjældgård-Larsen som har skabt Musselmalet Mega
  • Niels Bastrup som er kreativ direktør i Royal Copenhagen
  • Ole Jensen som har designet Ole serien
  • Monica Ritterband som er skaber af Musica stellet og figurerne
  • Shane Brox som netop lancerer et nyt børnestel ved navn Maskerade
  • Violise Lunn som står bag en ny julekollektion
  • Jette Frölich som har skabt julestemning for Royal Copenhagen siden 1989

Julebordene kan ses i Royal Copenhagens Flagskibsbutik på Amagertorv 6 fra den 22. november til den 31. december 2007.

Rigtig glædelig jul.

 

En isblå jul
Af Karen Kjældgård-Larsen

I et isblåt snelandskab er der dækket op til jule-picnic i det fri. Tallerknernes lidt tilfældige placering røber, at gæsterne er blevet overraskede af et pludseligt snefald og er løbet i læ. Karen Kjældgård-Larsen har dækket op til julefrokost med sit eget Musselmalet Mega stel i både blåt og sort. Midt på isbjerget troner to speciallavede étagères, som er skabt af Musselmalet Mega og Musselmalet. De to stel fra hver sin tid har 225 år imellem sig, men komplimenterer hinanden smukt.

Som en modvægt til det håndmalede porcelæn har Karen skabt et lille stel i lavendelblå, som med sin håndlavede form spiller op til Musselmalet Mega. Stellet fra den keramiske duo Claydies hedder True Feelings. Det er også Claydies, der står bag det keramiske græs, der titter op gennem sneen og varsler forår i undergrunden. Bestikket er Genses Focus de Luxe, hvor Karen har valgt en mega ske, som passer til Mega mønsteret, og glassene er Fontaine fra Holmegaard. Damask-servietterne er fra Geismar.

Karen, hvilke personer har været indbudt til denne julepicnic?
Det må være snedronningen og hendes følge. Snedronningen står for is, frost og kulde. Hun minder os om, at vi skal glæde os over julen, som er et varmt og gyldent samlingspunkt midt i den lange kolde vinter.

Om Karen Kjældgård-Larsen:
Karen Kjældgård-Larsen skabte Musselmalet Mega i 2000, mens hun stadig var studerende på Danmarks Design Skole. I dag er Musselmalet Mega blandt Royal Copenhagens bedst sælgende stel på verdensplan. Karen udgør den ene del af duoen Claydies, som arbejder med kunst og design i keramik.


 

En vidtfavnende jul
Af Niels Bastrup

Niels Bastrups julebord er tre overdådige juleborde i ét, som strækker sig mod himmelrummet. I sin trekantede pyramideform minder kompositionen om formen på et juletræ. Lysekronen, som hænger over det øverste af de tre borde udgør topstjernen på træet.

Hvor bordenes form og sammensætning danner et juletræs form, så udgør Royal Copenhagens stel grundstammen i træet. På det første bord ses en af Royal Copenhagens grundlæggere i form af Enkedronning Juliane Maries buste. Juliane Marie var blandt de første investorer i Den Kongelige Porcelainsfabrik og årsagen til, at fabrikken fik lov at kalde sig kongelig. På det nederste bord ses også gipsforme fra fabrikken, som er det første skridt i en produktion af porcelæn.

Fra Hvid Halvblonde og Helblonde over Prinsessestellet til Musselmalet Helblonde stiger stellenes værdi og kunstfærdighed, efterhånden som øjet nærmer sig maleriet af Jomfru Maria. Hun står for julens budskab og bibringer bordet et højtideligt islæt. Fra de små træer hænger hjerter, som er skabt af to porcelænshanke, der er sat sammen i hjerteform. Over bordet glimter de mange Royal Copenhagen charms, som er en del af dette års julekollektion. Bordet kan nydes både fra stuen og fra første sal, idet der er indsat spejle under bordene, så opdækningen skal ses i spejlvendt format. Glassene på bordet er alle antikvariske og privateje. Bestik og servietter er også privateje.

Niels, hvad er vigtigst for et smukt julebord?
Det er vigtigt at drage elementer fra naturen ind i opdækningen. Om det er mos, kogler eller grene spiller ingen rolle, men det levende og utilpassede fra naturen giver en smuk balance og danner modspil til sirlig pynt og blankt porcelæn.

Om Niels Bastrup:
Niels Bastrup har været Kreativ Direktør for Royal Copenhagen siden 2005. Han er ophavsmand til en række nye stel fra Royal Copenhagen og til kollektionen Royal Christmas.


 

En kaotisk jul
Af Ole Jensen

Ole Jensens bord illustrerer det kaos, som vi alle oplever i måneden op til jul og nytår. Juleforberedelser er præget af bilkøer, gaveindkøb, stress og syntetisk slik og gavebånd. Ole har valgt at byde kaos velkommen og samle det i et moderne og lettere stresset julebord. Den lilla bordplade i plexiglas har samme form som Ole Jensens store fad fra Ole stellet. På bordet er dækket op med Ole stel, Contrast krus i lyserød, Jean Nouvel bestik fra Georg Jensen og Zwiesel glas. Bordet er også dækket med fire små porcelænsfigurer af Svend Lindhart, som illustrerer de fire piner: Hovedpine, mavepine, ørepine og tandpine. Alle sammen følgevirkninger af en kaotisk jul.

Over hele bordet slynger der sig pink ledninger, som leder elektricitet til og fra bordets lamper, de forhenværende rivejern. De mange ledninger vidner om al den aktivitet, som juleferie i familiens skød afføder. I et almindeligt dansk hjem kan der i juleferien være flere computere tændt, digitalkameraerne gløder, mobiltelefonerne kimer og fjernsynet kører i et væk. Julebordets mission er at skabe noget smukt ud af det moderne livs kaos, julestressen og årstidens syntetiske indslag.

Ole, hvordan undgår man julestress?
Man kan undgå julestress ved at acceptere, at det hører med til højtiden og i øvrigt ikke ønske sig det anderledes.

Om Ole Jensen:
Ole Jensen er oprindeligt uddannet keramiker og blandt andet kendt for sit innovative design til køkken og bord, som han har udviklet for Royal Copenhagen. ’Ole’ serien fra 1997 består af funktionelle steldele og køkkenredskaber med organiske former, humor og sjæl.

 

En musisk jul
Af Monica Ritterband

Monica Ritterband har valgt at komponere sit julebord med to hovedelementer i spil; musikken og naturen. Det forfinede menneskeskabte - udtrykt i lyden, tonen og porcelænet, Monicas Musica og det naturgivne - udtrykt i skovbund med mos og kogler. I en symfoni med nodernes tryllerier viser hun, hvad der er altafgørende for hende: Musikken som repræsenterer nydelse og elegance og menneskelig kunnen og naturen, som bærer og nærer alting.

Monica Ritterbands bord er dækket på planker fra Royal Copenhagens fabrik. Disse smukke, gyldne brædder bruges til at transportere porcelænet fra bemaling til glasering og videre til ovnen. På julebordet får det lov til at bære Monicas stel Musica. Ved hver kuvert sidder en forgyldt sofanode og minder gæsterne om, at julen også skal være en lysende og forgyldt pause, hvor der kan samles kræfter til det nye år.

Midt på bordet troner en patineret og næsten majestætisk tuba, som spiller op til det musiske porcelæn. Monica har også slået den rene tone an ved at invitere sine yndlingsmusikere til julemiddag, nemlig Johnny Cash, Paul McCartney, Kim Larsen, Anne Linnet og Nikolai Znajder. Udover Musica stellet er bordet dækket med Georg Jensen bestikket Mitra, glas fra Schott og servietter fra Himla. Hornene er venligst udlånt af I.K. Gottfried.

Monica, hvilken musik giver julestemning?
Den musik som kan få ens følelser i bevægelse.

Om Monica Ritterband:
Monica Ritterband er vokset op i et kunstnerhjem, og har siden barnsben assisteret sine forældre med større kunstneriske opgaver. I 1997 besluttede hun sig for at hellige sig kunsten på fuld tid, en beslutning som siden er kommet mange kunstelskere til gode. Monica har skabt produkter til blandt andre Ege Tæpper, Holmegaard og Royal Copenhagen.

 

En eventyrlig jul
Af Shane Brox

Knap har mormor fået selskabshandskerne på og er gået til julebal, før alt porcelænet og legetøjet i hendes lille hus har fået liv. Mens mormor er ude, vågner en eventyrlig verden op til dåd. Sylvester Søhest inviterer alle sine venner til Maskerade for at fejre julens komme og i alle mormors skabe sker der ting og sager, som hun slet ikke ville have fantasi til at forestille sig. Det er heldigt, at mormor har fået gemt sine pakker af vejen oppe på skabene, så nysgerrige øjne og pilfingre ikke kommer til at pille i papiret og snuppe et glimt af overraskelserne.

På det magiske julebord får Isadora Isbjørn, Elvis Kat og alle de andre personligheder fra Maskerade bogen dækket op til fest. De har dækket bordet med mormors fine Mågestel og Maskerade stellet i smuk forening. Bestikket er mormors privateje, mens glassene er Prelude fra Orrefors og servietterne har mormor købt hos Georg Jensen Damask.

Der er lagt op til en magisk, morsom og mageløs middag. Så må vi bare håbe, at mormor ikke undrer sig over den ituslåede Flora Danica kop, som Sylvester Søhest kom til at puffe til i sin juleiver.

Shane, hvordan får man børn i julestemning?
Traditioner, forventninger og eventyr bringer børn i julestemning. Forældre og bedsteforældre kan hjælpe med at holde de fine juletraditioner i hævd, forventningen og nedtællingen til jul giver børn kildren i maven og eventyret optræder i form af de mange julefortællinger om nisser og julemænd, julepynten, glitteret, farverne og snefald på en stjerneklar nat.

Om Shane Brox:
I 2007 udgav Shane Brox sin billedbog Maskerade på Politikens Forlag, som fortæller om mormors livlige porcelæn. Stellet Maskerade fra Royal Copenhagen illustrerer de elskelige personligheder fra bogen. Shane har udgivet en række andre børnebøger og er desuden vært i Tv-programmet Shanes Verden på DR1.

 

En gylden jul
Af Violise Lunn

I husets smukkeste rum har Violise Lunn dækket op til jul med verdens mest eksklusive porcelæn, Flora Danica. Ved det statelige bord er der dækket til seks personer, som skal spise julemiddag af Flora Danica tallerkner og Violises egne guldbelagte skåle. Midt på bordet står to store vaser med smukke krogede grene, der er pyntet med papirhjerter og kræmmerhuse, som Violise fingernemt har skabt til Royal Copenhagens julekollektion. Fra lysekronen våger to engle over bordet, så freden kan sænke sig over middagen.

Violise har skabt et yndigt, florlet og farverigt univers for julemiddagen. Guldet fra Flora Danica stellet glimter om kap med julelysene og montrerne venter farverige bolcher, der skal forsøde ventetiden før der danses om juletræet og gaverne åbnes. Gæsterne skal drikke julevin af Merlot glas fra Orrefors, mens vandglassene er fra iittala og bestikket er Georg Jensens Vivianna. Servietterne er bolchestribede viskestykker fra Skjalm P der er blevet belagt med bladguld.

Violise, hvilke farver klæder julen bedst?
Jeg synes, at der skal være lyst og let over julebordet og jeg elsker ting, der glimter. Det skaber en modvægt til den mørke vinter og til de farver, der traditionelt anses som julede, nemlig mørkegrønt og mørkerødt. Jeg kan derfor bedst lide hvidt, rosa og guld.

Om Violise Lunn:
Violise Lunn er oprindelig uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Design Skole. Hun har arbejdet med en række forskellige materialer, som for eksempel pels, papir og tekstiler. De seneste to år har Violise designet julepynt, skåle og vaser for Royal Copenhagen.

 

En uskyldig og flirtende jul
Af Jette Frölich

Jette Frölich har dækket op til julebuffet på en stor elipseformet skøjtebane. På den blanke is suser hvide skøjteprinsesser af sted og laver pirouetter, så isen står dem om ørerne. Det smukke bord er omkranset af lys og små grene, som dufter rent og friskt af en klar vintermorgen. På bordet frister étagères med julens godter, der skal nydes af julegæsterne og de små skøjteprinsesser.

Inspirationen til skøjteprinsessetemaet stammer fra Jettes egen barndom, hvor hun løb på skøjter på Gentofte Sø. Kontrasten mellem den iskolde skøjtedans på søen og den varme og hyggelige fornemmelse af at komme hjem og drikke gløgg med frosne, røde kinder er essensen af julehygge. Der var noget uskyldigt og flirtende ved at gå ned til søen, imponere med sit skøjteløb og hygge sig med de andre små skøjteprinser og – prinsesser. Bordet er dækket med Hvid Helblonde og Hvid Halvblonde samt Mussel-malet i en smuk, grøn farve. Servietterne er i privateje, mens champagneglassene med sølvkant er fra Broste Copenhagen.

Jette, hvorfor holder vi så meget af julepynt?
Vi indretter os jo efterhånden meget minimalistisk og strømlinet i vore hjem. Det skyldes jo også, at vi har så travlt, at vi ikke kan overskue en masse detaljer og en masse nips. Men denne ene gang om året er det helt legalt at nyde den barnlige glæde ved at pynte op og dekorere sit hjem med alskens nips, pynt og papir.

Om Jette Frölich:
Jette Frölich er indbegrebet af julepynt for danskerne. Siden slutningen af 1960erne, hvor hun begyndte at holde julestue i sit eget hjem, har Jette Frölich skabt julepynt til sin egen butik og siden til virksomheder som Illums Bolighus, Holmegaard og Royal Copenhagen. Sidstnævnte har hun lavet julekollektioner for i 18 år.

 

About Royal Copenhagen

Royal Copenhagen, officially the Royal Porcelain Factory (in Danish: Den kongelige Porcelænsfabrik), was founded in Copenhagen in 1775 under the protection of Queen Juliane Marie and has been recognised ever since by its factory mark, the three wavy lines above each other, which symbolises the three straits that back then divided Denmark: Øresund, Store Bælt and Lille Bælt.

Royal Copenhagen and Bing & Grøndahl are trademarks of Royal Copenhagen A/S.