Den 8. april 2008 fylder én af Danmarks store formgivere og arkitekter, Grethe Meyer, 90 år. Blandt sine mange værker er Grethe Meyer berømt for stellene Blåkant og Hvidpot, som hun skabte for Royal Copenhagen i 1965 og 1972. De multifunktionelle stel kom til at ændre vores borddækning og opfattelsen af spisestellets funktioner. Royal Copenhagen hylder Grethe Meyer og de klassiske stel med spændende bordopdækninger i butikken på Amagertorv i København.
Husker du…?
Hvis man har lyst til at se Grethe Meyers karakteristiske og berømte stel Blåkant og Hvidpot, bør man lægge turen forbi Royal Copenhagens butik på Amager Torv i København i perioden 31. marts – 17. april. Her fejres arkitektens store dag med udstillinger og spændende opdækninger med Blåkant og Hvidpot, som var nogle af 60’ernes og 70’ernes hotteste stel. I dag er stellene moderne klassikere og samlerobjekter verden over.
Ligetil og enkelt
Blåkant var Grethe Meyers første stel for Royal Copenhagen. Stellet blev lanceret i 1965, hvor det ramte tidsånden med et brag. Det var enkelt, multifunktionelt og passede perfekt til spisekøkkenet, der var boligens nye rum. Stellet blev efterfulgt af det tidløse og enkle Hvidpot i 1972, som også hurtigt opnåede status som en moderne klassiker. Ligesom Blåkant er Hvidpot essensen af foreningen mellem funktionalisme og æstetik, der udgør hjørnestenene i Grethe Meyers designs. Selv siger Grethe Meyer: ”Mine produkter skal være ligetil – nemme og rare at bruge og så enkle og anonyme som muligt.”
Multifunktionelle byggesæt
Når man ser på stellene, fornemmer man tydeligt Grethe Meyers baggrund som arkitekt. Hver eneste del er gennemtænkt med funktion og helhed for øje. Stellene er systematiserede som et byggesæt, hvor der er lagt vægt på, at tingene kan stables og kombineres. Desuden udmærker stellene sig ved stor materialestyrke, der gør dem både slidstærke og robuste og dermed velegnet til restaurationsbrug.
Blåkant og den nye borddækning
Blåkant blev det stel, der kom til at ændre opfattelsen af et spisestels funktioner og dermed borddækningen i en ny generation af familien Danmark. Stellet er gennemtænkt ned til mindste detalje og havde alle de egenskaber, som tiden forlangte. Det var stabelbart og multianvendeligt. Med den mørkeblå kantlinje som eneste dekoration på den lysegrå fajance var designet på én gang neutralt og markant, og passede til alle årstider.
Internationalt anerkendt
Det var ikke kun i Danmark, at Blåkant røg til tops. På udstillinger rundt om i verden blev det berømmet som dansk design, når det er bedst, og indgår i dag i de permanente samlinger på verdens førende designmuseer. Dets popularitet er uanfægtet, og Blåkant produceres i dag som et af de bedste eksempler på en moderne klassikere blandt spisestel.
Både Blåkant og Hvidpot er i produktion i dag og kan købes i Royal Copenhagens butik på Amagertorv og hos førende isenkræmmere.
Også Kunstindustrimuseets hylder Grethe Meyer og viser både de kendte klassiske stel- og glasserier og mindre kendte værker.
Foruden en lang række danske og internationale designpriser har Grethe Meyer modtaget den største og fornemste brugskunstpris i Skandinavien, Den Nordiske Kunsthåndværker- og Designerpris (1973), Kay Bojesens Mindelegat (1965), Thorvald Bindesbøll Medaljen (1983). I december 1997 tildeltes hun Dansk Designråds årspris.
Udstillingen i Royal Copenhagen kan ses i Royal Copenhagens butik på Amagertorv fra den 31. marts til den 17. april 2008.
About Royal Copenhagen
Royal Copenhagen, officially the Royal Porcelain Factory (in Danish: Den kongelige Porcelænsfabrik), was founded in Copenhagen in 1775 under the protection of Queen Juliane Marie and has been recognised ever since by its factory mark, the three wavy lines above each other, which symbolises Denmark’s three straits: Øresund, Store Bælt and Lille Bælt.
Royal Copenhagen and Bing & Grøndahl are trademarks of Royal Copenhagen A/S.