En passion for blå siden 1775

Blå symboliserer kærlighed. Det er troskabens og hemmelighedens farve. Det er farven, som kunstmalere engang betalte dyrt for. Det er farven, som forfattere skriver om. Og farven, som Royal Copenhagens blåmalere er specialister i.

koboltblå

Royal Copenhagen bruger en koboltblå farve blandt andet til den klassiske musselmalede dekoration. Kobolt er i årtusinder blevet brugt til at give glas, glasur og keramik en intens blå farve i alverdens kulturer, og brugen af kobolt som farve kan dateres helt tilbage til år 2600 f.Kr. i egyptisk keramik.                            For ca. 7000 år siden knuste egypterne den blå sten Lapiz Lazuli og fik deraf et blåt pulver, som blev brugt til udsmykninger af facader og øjensminke. I middelalderen lærte kunstmalerne at bruge farven fra stenen til at fremstille maling i den blå farve ultramarin. 

”…”endelig har jeg fundet den! Dette er den rette blå farve. Oh, hvor gør den dog en let om hjertet. Den er så frisk som en brise, dyb som en hemmelighed, så fuld som jeg siger ikke hvad”. Med rystende hænder pressede hun krukken ind mod sit bryst…”

Citat af den gamle Lady Helena da hun fik foræret en kinesisk blåmalet krukke. Fra Karens Blixens vintereventyr ”Den unge mand med nelliken”.

Blå findes i mange toner og nuancer. Royal Copenhagens farve til det musselmalede hedder Koboltzinksilikat, og det er kobolt, der giver den blå farve. Den er som skabt til at male på porcelæn med, da den både er nem at arbejde med og kan tåle de høje temperaturer under brændingen uden at ændre sig væsentligt. Fra begyndelsen fik Royal Copenhagen farven fra det såkaldte ”Blaafarveværket” i Norge, som op gennem det 19. århundrede stod for 70 - 80 procent af verdens koboltproduktion.

EN KUNSTNERS "BLUES"

Igennem tiderne har den blå farve været betydningsfuld for kunstmalere. Nogle kunstnere brugte blå til at demonstrere overskud og velstand, mens andre udtrykte deres følelser igennem farven. Den berømte kunstner Pablo Picasso havde decideret en ”blå periode”. For Picasso var kunsten en måde at forstå verden og bearbejde sine oplevelser på. Da Picassos bedste ven Casagemas begik selvmord på grund af ulykkelig kærlighed, begyndte Picasso at male med den blå farve, og det blev starten på en lang række “blå” malerier fra Picassos hånd.

EN BLÅMALERS SIGNATUR

Den blå farve bruges i mange af Royal Copenhagens dekorationer. Maling på porcelæn kræver utrolig akkuratesse og koncentration – og arbejdsprocessen er lang og kompliceret. En blåmaler bruger 4 år på at lære håndværket. Den yndefulde dekorering er som blåmalerens personlige håndskrift, og selv om bemalingerne umiddelbart ser ens ud, kan blåmalerne genkende deres egne og kollegaernes værker overalt. En blåmaler sætter desuden sin signatur under hver porcelænsdel, der også er mærket med Royal Copenhagens 3 bølgelinjer, der symboliserer Storebælt, Lillebælt og Øresund.

BLÅT PÅ HVIDT

1700-tallet var blåmaleriets store periode. På den tid var det moderne blandt europæiske porcelænsfabrikker at hente inspiration i Kina, hvor man havde lange traditioner for porcelænsmaling. Frantz Heinrich Müller, grundlægger af Den Kongelige Porcelainsfabrik, som senere blev til Royal Copenhagen, hentede også det fine motiv af en stiliseret krysantemum til Danmark. Her blev det fortolket og forfinet til det mønster i koboltblå, som vi i dag kender blandt andet som det musselmalede porcelæn fra Royal Copenhagen.

BLÅT - I STORT OG SMÅT

I Danmark betragter vi det musselmalede stel som en del af vores kulturarv. Noget, vi alle har et forhold til. Det står i mange hjem i større eller mindre samlinger, og det er i bogstaveligste forstand gået i arv fra generation til generation. I løbet af århundrederne har Royal Copenhagen produceret mellem 1.500 og 2.000 forskellige former for kopper, kander, skåle og tallerkener. Alt sammen håndmalet til sidste detalje. Der har også været mere kuriøse steldele. I begyndelsen af 1800-tallet kunne man simpelthen ikke få nok af det musselmalede. Det blå mønster var at finde på alt fra vaskefade til natpotter.