Frederikke Legaard

MIN JULEFROKOSTDRØM
Julen er en fortryllende tid. Midt i en mørk december varmer vi os ved det kendte og det trygge og rykker sammen om dem vi holder af. Men mens vi sidder i adventsstagens skær med en varm kop gløgg i hånden, kan man jo tillade sig at drømme. For hvad nu hvis man kunne gøre noget nyt og tage de nærmeste med sig ind i et helt nyt juleunivers, hvor drømme og virkelighed mødes i en fortryllende kombination. Dét er tematikken, der danner rammen for Royal Copenhagens julebordsudstilling 2022.

En pause fra traditionerne

”Jeg ville gerne skabe rammerne til den julefrokost, jeg allerhelst selv ville inviteres til. En der er intim og festlig med venner, og som er en pause fra alt det traditionelle julemad med familien. De to ting er hyggelige og julede på hver sin måde, og jeg holder lige meget af alle juletraditioner”. - Multikunstner og kogebogsforfatter Frederikke Legaard.

Japansk og skandinavisk inspireret

Frederikkes julefrokostbord er inspireret af hendes kærlighed til japansk og skandinavisk kultur, design og arkitektur og ikke mindst keramik og porcelæn. Hun forestiller sig en julefrokost, hvor maven får en pause fra den tunge traditionelle julemad og hvor hun selv kan få lov at gå amok i køkkenet og eksperimentere med en masse små serveringer.

En eklektisk sammensætning

Bordet får sit eklektiske udtryk fra det grafiske stel blomst, der kombineres med Hvid Helblonde, Hvid Facet og UNIKA kunst, alt sammen fra Royal Copenhagen. Som modspil til de kantede steldele har Frederikke skabt sit eget porcelæn i bløde og organiske former. Værkerne har hun brændt og glaseret i værkstedet hos keramiker og lektor ved Kunstakademiets Designskole Snorre Læssøe Stephensen.

EN FORTRYLLET JUL

Under temaet ’En fortryllet jul’ tager årets julebordsudstilling udgangspunkt i de inviterede borddækkeres drømme og tankestrømme, når kreativiteten slippes løs. Med fødderne solidt plantet i egne juletraditioner og med hver deres afsæt i kunstens verden, rækker de ud mod en jul, hvor kun fantasien sætter grænser.

Steldele fra Frederikkes bord

Om Frederikke Legaard

Frederikke Legaard (f. 1995). Multikunstner, kogebogsforfatter og vinder af ’Bagedysten’ 2019. Udkom i 2021 med kogebogen ’Kogekunst’, som udelukkende indeholder retter, der alle blev skabt, illustreret og fotograferet af Frederikke under Corona-epidemien. Hun skaber kunst i sit atelier på Nørrebro og står bl.a. bag statuetten til Politikens iByen pris 2022.

A close up of the drapes from the christmas tables 2022

JULEBORDE 2022

Oplev de andre eventyrlige juleborde på Amagertorv 6 eller online her.