Royal Copenhagens Flagship store after redecorations

Nydesignede historiske rammer

Sammen med åbningen af årets juleudstilling kan publikum glæde sig til at opleve en nydesignet stueetage i Royal Copenhagens Flagship Store. I anledning af porcelænsfabrikkens kommende 250-års jubilæum i 2025 er der skabt et nyt kapitel til oplevelser og formidling af virksomhedens porcelæn, kunst og håndværk.

Den historiske butik, hvor Royal Copenhagen har haft adresse siden 1911, er blevet gentænkt i et sanseligt og taktilt interiør, der går i respektfuld dialog med den fine, fredede bygning, som kan dateres helt tilbage til 1616.
Royal Copenhagens Flagship store after redecorations

Royal Copenhagens DNA

Til renoveringen af butikken har Royal Copenhagen samarbejdet med arkitekterne Mentze Ottenstein, der med nytænkende idéer og respektfuld sans for husets sjæl og vitale dele fra Royal Copenhagens DNA har skabt et moderne oplevelsesunivers.

De nyetablerede omgivelser er tilført detaljer, farveskala og materialevalg, som afspejler forskellige stadier af porcelænsfremstilling såsom gipsforme, flydende porcelænsmasse og glaseringer. Der er bl.a. integreret specialfremstillede porcelænsflader på møbeloverflader, ligesom møblementet er formgivet med referencer fra porcelænsfabrikkens støbeforme.

Royal Copenhagen's Flagship store after redecorations

De tre bølger

Royal Copenhagens ikoniske logo, de tre bølger, der har prydet porcelænet siden 1775, er gengivet i messingdetaljer og ornamenter i butikkens interiør. Sammen med nye montre og møbler fremstillet i europæisk kirsebærtræ, designet af Mentze Ottenstein, er der skabt en elegant og lys ramme om en fortælling, der peger både tilbage i historien og frem mod nye eventyr.